Med udbruddet af coronavirussen og en begyndende recession er det et godt tidspunkt at revurdere din virksomheds strategi og forretningsmodel i lyset af en ny økonomisk virkelighed.

 

Denne guide er tænkt som en hjælp til iværksættere, startups og små virksomhedsejere til at identificere de vigtigste spørgsmål, du skal overveje i forhold til din virksomhed, så du aktivt kan tage stilling til situationen, træffe beslutninger på et solidt grundlag og blive klar til at eksekvere i en ny virkelighed.

Når store samfundsmæssige ændringer er undervejs, har du ikke råd til at sidde på bagsædet i din virksomhed. Det er nu du skal træde i karakter som virksomhedsejer og placere dig tungt i førersædet for enten at holde kursen, justere banen en smule eller gå i en helt ny retning.

Artiklen er tænkt som en hjælp til at analysere situationen og give inspiration til nogle af de nødvendige strategiske overvejelser du skal gøre dig på både den korte og den lange bane. Men først og fremmest:

1) Lyt til Sundhedsstyrelsens råd, 2) bevar roen, og 3) tag dig af både fremmede og din familie.
Dernæst kan vi smøge ærmerne op og forholde os til, hvilke konsekvenser den nærværende krise kommer til at få for din virksomhed.

 

Det er nu, du skal træde i karakter som virksomhedsejer og placere dig tungt i førersædet…

Analysér krisens natur og omfang

Coronaudbruddets økonomiske påvirkning bør ikke undervurderes. Hverken globalt eller lokalt. Den kinesiske regerings beslutning om at lukke store områder ned lader til at have været effektiv. Det har inspireret Italien og Danmark til at følge trop og lukke samfundet ned. Andre regeringer vil følge samme opskrift. Økonomien går i stå, forsyningskæder kollapser, virksomheder lukker, medarbejdere fyres. Det kommer til at gøre ondt. For mange gør det allerede ondt. I Danmark er vi startet med to ugers lukning, men vi må forberede os på, at den kan forlænges.

Alt dette foregår i et økonomisk miljø, der længe har vist tegn på recession. Den kommende recession er blevet betegnet som den mest ventede recession i moderne tid. Vurderingen har generelt været, at den danske økonomi er godt rustet til at modstå en global recession. Dette var før udbruddet af COVID-19. Det er en illusion at tro, at nogen på nuværende tidspunkt reelt kan gennemskue, hvordan sammenfaldet af COVID-19, en global recession, et ekstremt ustabilt USA samt en pludselig oliepriskrig m.m. kommer til at falde ud. Vi må håbe på det bedste, men forberede os på det værste.

 

Balancér krisens kortsigtede og langsigtede fase

Krisen vil forme sig i to faser. I første fase går økonomien i stå. Det handler om ren overlevelse. Anden fase handler om at tilpasse din forretningsmodel til et gennemgående forandret forretningsklima.
Din virksomhed bliver altså ramt på to fronter. Likviditeten og forretningsmodellen. Likviditetsproblemet mærkes umiddelbart og skal først og fremmest løses. Alt fra 1-mandsvirksomheden til hotelkæden har i sidste uge set deres indtægt forsvinde i løbet af få timer eller dage. Kan du løse udfordringen ved en hurtig tilpasning af din forretningsmodel, er det optimalt. Hvis det er muligt, så sælg fx ydelsen online frem for fysisk. For de fleste vil løsningen nok enten være at holde ud, tilføre kapital, hvis muligt, eller gå i decideret dvale. Kunsten her er at reducere udgifter ved at skære ind til benet uden at skære benet over. Du må ikke gå så dybt, at du ikke kan levere værdi, når hjulene går i gang igen.

 

Anden fase handler om at tilpasse din forretningsmodel til et gennemgående forandret forretningsklima

Anden fase handler om at tilpasse sig recessionen. Her er det din forretningsmodel, der rammes. Når vi er kommet igennem den indledende del af krisen, vil forretningsklimaet være forandret. Alt fra forbrugeradfærd og købsmønstre til forsyningskæder, forretningspartnere og konkurrenter kan potentielt være forandret. Hvordan vil det påvirke din forretningsmodel? Hvad bliver du nødt til at gøre anderledes? Du er nødt til at revurdere din forretningsmodel og tænke over, hvordan den vil fungere i det nye virkelighed. Og start gerne nu! Tænk fremad, og gå i offensiven. Observér markedet, og gennemtænk, hvad der vil ændre sig, og hvad der vil være business as usual. Lav de nødvendige ændringer, og positionér dig selv på markedet, så du er forberedt, når hjulene så småt begynder at dreje igen.

8 trin til en ny strategi

Trin 1 – Pas godt på dit team og/eller dine medarbejdere. Hvis du befinder dig i Danmark, er du sikkert allerede på opgaven. Sørg for at have en åben dialog og ærlig samtale om den aktuelle situation. Gør plads til, at dine medarbejdere kan læsse deres bekymringer af, og vis empati for de trængsler, der kan forekomme i deres privatliv. Træd i karakter som leder. Lad dine medarbejdere forstå, at selvom du på nuværende tidspunkt ikke nødvendigvis kan se en entydig vej gennem krisen, så er den bedste chance for at finde vejen at holde sammen.

Trin 2 – Opdatér din økonomi og dit likviditetsbudget. Hvor lang tid har du, før du må dreje nøglen om? Tag dine forholdsregler, og sørg for at have en dybdegående forståelse af, hvor din virksomhed står økonomisk. Få din revisor til at hjælpe. Dit likviditetsbudget er din nye bedste ven.

Trin 3 – Lav en liste over dine udgifter. Kig på dine faste og variable udgifter gennem de sidste par måneder, og evaluér dem nøje. Om nødvendigt, så skær ned på det, som der er behov for at skære bort. Men…

Trin 4 – Hav is i maven. Du er nødt til at finde en balancegang, når du trimmer dit budget. Pas på med at skære for dybt. Hjulene vil på et tidspunkt begynde at dreje igen, og du skal være klar til at kunne levere værdi. Så tag dine forholdsregler uden at skære den gren over, som du sidder på.

Fra forsvar til angreb: Sådan sikrer du dig på den lange bane

Når økonomien begynder at vende, vil markedet have ændret sig. Kig grundigt på din nuværende forretningsmodel: Hvordan vil den klare sig, efter at markedet og forretningsklimaet er forandret? Hvilke ændringer kan forudses? Hvad forventer du, vil forblive, som det er? Hvad kan du forvente, vil forandre sig? Tag en indledende vurdering af det overordnede forretningsklima, men sørg også for, at du validerer dine formodninger. Sørg for, at du træffer dine beslutninger på et validt datagrundlag.
Med andre ord: Undgå, at din virksomheds fremtid udelukkende er afhængig af din mavefornemmelse.

 

Trin 5 – Kig grundigt på dine samarbejdspartnere. Det kan omfatte alt fra distributører, tjenesteudbydere i værdikæden til salgskanaler, banker eller investorer, offentlige myndigheder osv. Hvordan har de eksterne aktører i din værdikæde eller salgsflow det? Hvordan vil krisen påvirke deres evne til at performe i forhold til din forretning? Hvad er deres likviditetsmæssige situation? Hvordan vil deres forretningsmodel blive påvirket på kort og langt sigt? Hvad sker der i deres setup, som du bør være opmærksom på? Skal du revurdere dine forretningsbetingelser eller finde alternative leverandører?
Vær i tæt dialog med dine nøglepartnere for at vurdere, hvordan situationen påvirker dem. Dine samarbejdspartnere udgør en vigtig nøgle for din evne til at levere værdi fremadrettet.

Grib initiativet, mens de andre slikker deres sår eller har ondt af sig selv. Vind på din evne til at eksekvere!

Trin 6 – Hold øje med dine kundesegmenter og den generelle forbrugeradfærd. Hvilken kulturel indvirkning vil krisen have? Hvordan vil den påvirke markedet? Hvordan vil dine kunder reagere? Hvad sker der med deres købekraft? Vil de også revurdere deres udgifter, og hvordan vil din forretning kunne konkurrere med kundernes alternativ i denne situation? Har du et produkt eller en service, der er ”nice to have” eller ”need to have”? Brug lidt tid på at kigge bagud. Hvad var reaktionsmønstrene under finanskrisen i 2008? Hvilke virksomheder i din branche kom ud på toppen, og hvorfor?

Trin 7 – SWOT. Revurdér din forretningsmodel. Hvad er dine styrker og svagheder? Truslerne er sandsynligvis ret indlysende på nuværende tidspunkt, men hvor er dine muligheder? Hvordan kan du udnytte det, din virksomhed gør bedst, på en ny måde?

Trin 8 – Sørg for at indsamle den data og udføre den analyse, der skal til, for at du kan tage de overordnede strategiske beslutninger. Skal du holde kursen, justere en smule eller tænke helt nyt? Træk vejret, tænk dig om, og gå så i offensiven. Begynd at positionere din virksomhed med udgangspunkt i den nye virkelighed. Få dit værditilbud ud til din målgruppe. Vær synlig. Det kan være, du må nedskalere din aktivitet for en stund, men sørg for, at dine kunder har dig frisk i erindring. Hvis du vurderer, løsningen er at forfølge nye markedsmuligheder, så gør det hurtigere, smartere og mere aggressivt end dine konkurrenter. Grib initiativet, mens de andre slikker deres sår eller har ondt af sig selv. Vind på din evne til at eksekvere!

Men først og fremmest: Tag beslutninger!

Din kortsigtede reaktion vil sandsynligvis være baseret på din intuition ud fra det faktum, at omstændighederne tvinger dig til at træffe hurtige beslutninger. Kein problem. Men du har lige nu et lille vindue, mens det hele står stille, hvor du rent faktisk har tid til at tænke dig om. Noget, der for de fleste selvstændige er en mangelvare i hverdagen. Brug tiden fornuftigt. Overvej de langsigtede konsekvenser af krisen, og skitsér en strategi, der udnytter de nye dynamikker, tendenser og skift i samfundet. Tal med dine kunder, partnere, kollegaer, forretningsrådgivere osv. Sørg for at have en nysgerrig tankegang i din søgen efter svar, så du kan være åben for at finde de rigtige løsninger.

Vær defensiv for at sikre din overlevelse på den korte bane. Vær offensiv for at vinde på den lange. Revurdér din strategi, tilpas din forretningsmodel, og find dit fokus.

Håb på det bedste, men forbered dig på det værste.

Og gå så ud og eksekver!